Jens Ole Christensen er ude med riven efter biskop Kjeld Holm. Sidstnævnte har nemlig formastet sig til at plædere for at relativisme er forenelig med den kristne tro. Det overrasker ikke at Jens Ole Christensen, en af landets mest medieaktive fundamentalister, ikke vil vide af relativisme. Interessant er imidlertid hans argumentation. For det første påstår han nemlig, at Anders Breiviks terrorudåd viser, at relativismen tager fejl og at vi i stedet må tage udgangspunkt i, at der findes urokkelige absolutter i form af rigtigt og forkert. Og for det andet så lægger han op til, at troen på den absolutte sandhed viser sin overlegenhed i forhold til relativismen ved at folk vil gå i døden for den første men ikke for den sidste.

Mht. Breiviks forbrydelse, ja så er det sådan set interessant, at Jens Ole Christensen henviser til den. For meget kan man sige om Breivik, men en ting er sikkert, den mand er ikke relativist. Breivik er styret af en urokkelig tro på at der findes noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og at han har ret og dem der mener noget andet har uret. Breiviks terrorudåd viser faktisk lige præcist faren ved troen på den absolutte sandhed, nemlig den, at den kan føre til dæmonisering af dem, der tror noget andet end en selv, en dæmonisering der så i yderste instans kan føre til massedrab.

Ej heller beviser menneskers vilje til at dø for en tro at denne tro er sand. Folk har sat livet på spil for deres kristne, for deres jødiske, for deres muslimsker og for deres buddhistiske tro samt for en række andre religioner såvel som for kommunismen, nazismen, for dikturet og for demokratiet og en hel del andet. Faktisk er det forbløffende hvad folk er villige til at dø for – og hvad de er villige til at slå ihjel for. Relativismen har måske ikke så mange martyrer – men der er vist heller ikke særligt mange relativister, der har gjort andre til martyrer.

Faktisk har den religiøse relativisme i europæisk sammenhæng sine rødder i en åndelig modreaktion mod de myrderier, som reformationstiden og dens religionskrige udløste. Katolikkernes, lutheranernes, calvinisternes og gendøbernes vilje til at dø for deres tro – og til at dræbe deres religiøse modstandere, udløste ikke en forstærket tro på en absolut sandhed men i stedet dens første krise. Når folk rundt omkring på Europas skafotter var villige til at gå i døden for indbyrdes modstridende versioner af den kristne tro kunne martyriet så være et bevis på en tros sandhed? Og når nu kampene om den sande tro førte til strømme af blod – var så ikke selve ideen om den sande tro falsk?

Nuvel, troen på absolutter behøver ikke at medføre, at man myrder dem, der tænker anderledes. Relativisme behøver heller ikke at medføre, at man mener, at alt er lige gyldigt hvormed alt bliver ligegyldigt. Relativisme handler for mig om at være sig bevidst, at der findes utallige påstande om hvad der ultimativt skulle være sandt. At man insisterer på sin tros sandhed – og at man er villig til at dø for den beviser ikke andet end at man er meget overvist, overbevisende er en sådan tro ikke i sig selv. Relativisme er for mig en indsigt i, at hvad et samfund og/eller en religion definerer som rigtigt eller forkert forandrer sig over tid. På Luthers tid brændte man hekse og kættere og mente, at man hermed tjente Gud. I dag mener det helt store flertal af kristne, at det var forkert. Og ja, jeg mener, at det var og er absolut forkert at brænde mennesker, men jeg er nødt til at forholde mig til at kristne, at folk med samme religion som mig, dengang mente at de havde Guds ord for sig og Guds vilje med sig. De teologer som dengang støttede, ja krævede, at kættere og hekse skulle brændes havde studeret Bibelen lige så meget som Jens Ole Christensen og jeg. De kom ved at studere den til nogle andre slutninger end vi. Det burde give os stof til eftertanke.

Nu viste striden om kirkeministeriets navn sig at være (endnu et) ugennemtænkt men kortvarigt mediestunt fra SF’s side af. Når debatten om hvad (det ret så gamle) barn nu skal hedde alligevel nåede at eksplodere hænger det sammen med, at forslaget om at omdøbe kirkeministeriet til religionsministeriet eller noget i den stil med det samme blev udlagt som et knæfald for islam. Og da man ikke kan diskutere islam i dette her land uden at folk går amok i løbet af nul komma dyt, ja så kan det sådan set ikke undre, at debatten om en omdøbning af kirkeministeriet meget hurtig blev meget heftig.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at kirkeministeriet ikke er et ministerium for landets kirker – på bekostning af f.eks. de muslimske trossamfund. Nej, kirkeministeriet er ministerium for folkekirken – på bekostning af samtlige andre trossamfund, herunder frikirkerne, den katolske kirke etc. Grunden til at vi har et kirkeministerium er, at folkekirken er statens kirke – og at folkekirken ikke selv har nogen ledelse og nogen egen centraladministration. Derfor er det folketinget, der lovgiver for folkekirken og det er derfor, at der findes et særligt ministerium, der skal tage sig af den praktiske administration af folkekirken.

Den danske stat priviligerer ikke kristendommen i alle dens udtryksformer på bekostning af de andre religioner – den priviligerer en særlig kirkeordning på bekostning af alle andre kristne kirker såvel som tilhængerne af de ikke-kristne religioner. Det er nok også derfor, at det lige præcist ikke har været repræsentanter for landets muslimer, der er løbet storm mod folkekirkeordningen, men i stedet katolikker og baptister, der er draget i felten med påstanden om, at den danske stat diskriminerer alle andre trossamfund end folkekirken og med kravet om at staten i stedet burde ligestille alle trossamfund.

Nu er det ikke så mærkeligt, at nogle katolikker og frikirkefolk bekriger folkekirkeordningen. For på trods af at Indre Mission og Tidehverv fylder meget i mediebilledet (godt hjulpet på vej af den måde som Kristeligt Dagblad prioriterer kirkestoffet på), så er folkekirken i praksis domineret af en blød og liberal protestantisme, der ikke ser kristendommen som noget, der er eller skal være i modsætning til det senmoderne, demokratiske og sekulariserede danske samfund. At nogle frikirkefolk og katolikker kan se det som en vigtig rolle at bekæmpe en sådan kristendomsforståelse kan ikke undre særligt meget al den stund, at deres kirker typisk står for en kristendomsfortolkning hvor man opfatter det som kirkens pligt at være en modkultur i forhold til de senmoderne vestlige samfunds værdier som går under betegnelsen ”tidsånden”. Og hermed står man åndeligt set slet ikke så fjernt fra de muslimer, der mener, at man som muslim ikke må lade de senmoderne sekulære demokratiers værdier påvirke ens tro og liv.

Mere mærkværdigt er det at se venstreliberale og socialistiske politikere og debattører kæmpe mod folkekirkeordningen. Hvorfor kæmpe mod en kirke hvor flertallet af præsterne efter sigende stemmer på SF og som i hvert fald for de flestes vedkommende har samme menneskesyn og samfundsforståelse som man selv har?

I debatten om vielser af homoseksuelle er et hyppigt modargument mod en sådan ordning, at det fremgår af selve skabelsen, at ægteskabet kun er for heteroseksuelle par.

Det interessante ved en sådan argumentation er bl.a., at man hermed får gjort skabelsen til en lov. Gud har, antages det, i skabelsen én gang for alle fastsat og for altid defineret hvordan vi skal leve og forstå vores liv. Og denne lov, som Gud har indlagt i skabelsen, skal vi mennesker betingelsesløst underkaste os.

Problemet med en sådan skabelseslov er bl.a., at det jo ikke giver mening, at Gud i skabelsen kun skulle have fastlagt en lov for ægteskabet. Hvis skabelsen er en lov, så må denne lov også omfatte alle andre af livets aspekter, med mindre da man antager, at ægteskabet er det eneste som Gud har skabt. Når nu Gud f.eks. har skabt verden således, at det er mørkt om natten og lyst om dagen, kan vi så ikke heraf aflæse den lov, at vi ikke må benytte os af kunstig belysning? Med hvilken ret tillader mennesket sig via kunstig belysning at gøre nat til dag og således sætte Guds skabelsesorden ud af kraft?

Ud over, at det er teologisk problematisk at ville gøre skabelsen til en art sharia lov, så savner jeg også en mere dybtgående refleksion over hvad skabelse vil sige. Ideen om skabelsen som en lov forudsætter som jeg tidligere nævnte, at Gud én gang for alle har indrettet verden og fastlagt hvordan den er og skal være. En sådan forestilling er imidlertid uforenelig med evolutionslæren og ikke blot med den, men med hele den moderne videnskabs forståelse af verden som underlagt konstant forandring. Ved at gøre skabelsen til lov sætter man sig altså ikke bare op mod tidsånden (hvis man med dette diffuse begreb mener tilfældige strømninger i samtiden) men mod hele den moderne vestlige verdens forståelse af naturen, verden, samfundet og den menneskelige tilværelse. Ja, erfaringen af foranderlighed og kravet om at kunne takle den er om noget det senmoderne menneskets virkelighed både på det teoretiske og på det praktiske plan.

Med mindre, at kirken skal afskære sig fra virkeligheden må teologien altså takle det forhold, at skabelse ikke kan betyde, at Gud har skabt en urokkelig og uforanderlig verden hvoraf man så kan udlede lige så urokkelige og uforanderlige love for menneskets liv. Gud er ikke skaber på den måde, at han har fastlagt verden en gang for alle, en sådan påstand er simpelthen i modstrid med den centrale og fundamentale erkendelse som bærer den vestlige verden. Ideen om skabelsesordninger er derfor en teologisk blindgyde. Sådan som jeg ser det har Gud ikke fastlagt verden, men han muliggjorde og muliggør verden. I den forstand er Gud både skaber og opretholder. Gud er forudsætningen for at verden er til og at den ikke falder tilbage i intetheden. Gud har givet sin skabning frihed til at udvikle sig. Nyt opstår, gammelt forgår. Noget af det gamle overlever og noget af det nye klarer sig ikke. Sådan udvikler ikke bare den menneskelige historie men hele universitet sig. Båret er vi og universet af Gud.

Du og jeg er ikke skabt af Gud i den forstand, at Gud en gang for alle har dikteret vores liv. Livet er ikke et teaterstykke hvor vi til sidst vil blive straffet eller belønnet alt efter om vi spillerede vores rolle i overensstemmelse med et fastlagt manuskript. Gud kalder os i stedet til at elske, til at elske ham og hans skabning, herunder ikke mindst vores medmennesker. Islam betyder underkastelse, underkastelse under Guds lov sådan som den fremgår af åbenbaringen og skabelsen. Kristendom betyder at tro på Kristus og forsøge, at give den kærlighed videre som han møder os med.

I den vestlige verden er den katolske kirke blevet rystet af den ene sexovergrebsskandale efter den anden. Gang på gang har det vist sig, at katolske præster har forgrebet sig seksuelt på børn og unge der var i deres varetægt, og at de katolske biskopper har valgt at se igennem fingerne med disse overgreb. Den offentlige vrede over disse forbrydelser og forbrydere har i lande som USA, Irland og Tyskland ført til omfattende kirkelig selvransagelse og løfter om bod og bedring.

Men sådan er det ikke i Polen, der på mange måder gælder for at være det katolske flagskib i Europa. Anklager mod katolske præster fører i Polen ikke til katolske selvransagelse og løfter om bod og bedring men i stedet til modangreb mod dem, der vover at rejse røsten på ofrenes vegne.

F.eks. måtte ærkebiskop Juliusz Paetz træde tilbage efter at det kom frem at han havde misbrugt præstestuderende seksuelt. Men det var vist mest en formsag. Han optræder i hvert fald stadigvæk ved højt profilerede kirkelige begivenheder såsom Pavens besøg i Polen i 2006, hvor man på TV kunne se ham hilse på Paven. Og i 2009 blev et brev fra Paven, hvor han priser Paetz for dennes tjeneste for kirken, offentliggjort i de polske medier. De præster og lægfolk, der havde bidraget med at afsløre Paetz forbrydelser, blev til gengæld mødt med forskellige former for kirkelig sanktionering.

Historien om ærkebiskop Paetz er ikke en enlig polsk svale. I 2001 stod Ewa Orlowska frem og fortalte om hvordan hun som 13-årig var blevet misbrugt af sin sognepræst Michael Moskwa. Den dag i dag er hun ikke i stand til at vende tilbage til sin hjemby Tylawa, fordi de lokale, under opmuntring fra præsteskabet, har fordrevet hende. Ja, hendes forældre har sågar gjort hende arveløs efter at de fik tilbudt penge af Michael Moskwa.

Michael Moskwa endte med i 2004 at få en betinget dom samt pålæg om ikke at arbejde med børn i de næste 8 år. Dette pålæg har han valgt at ignorere og hans lokale biskop, ærkebiskop Jósef Michalik, der i øvrigt er præsident for den polske bispekonference, har givet ham lov til at vende tilbage som sognepræst i hans gamle sogn. Ærkebiskoppen har i et åbent brev bakket op om Jósef Michalik og påstået, at han er blevet angrebet af kirkens fjender.

I 2007 hængte den 13-årige Bartek Obloj sig efter at have fortalt om hvordan han blev voldtaget af sin sognepræst Stanislaw Kaszowski. Borgmesteren i den by hvor drengen levede og præsten var sognepræst havde 10 år forinden bedt ærkebiskop Jósef Michalik om at fjerne præsten pga. dennes rovdyrsagtige seksuelle adfærd, men ærkebiskoppen havde givet præsten sin fulde støtte. Indtil videre har den eneste kirkelige reaktion da også været, at give Stanislaw Kaszowski et sognepræsteembede i et andet sogn.

Og sådan kunne man blive ved. Det er tydeligt, at den katolske kirke i Polen ikke af sig selv vil gøre noget ved præster, der begår sexovergreb. Ja, man er end ikke villig til at gennemføre psykologtest af kandidater til præsteembedet og hermed forsøge på at si potentielle pædofile væk. Men sekulariseringen er så langsomt ved at slå igennem i Polen. I fremtiden kan det derfor meget vel være, at sexforbrydere i katolsk præstedragt ikke længere kan regne med at slippe af sted med deres forbrydelser.

Kilden til denne historie er Jonathan Luxmoores artikel ”Shame on Poland” i The Tablet fra den 3.12.2011.

Debatten om kirkelige vielser af homoseksuelle kan sommetider blive hård. Emnet er tydeligvis et der kan sætte sindene i kog. Et lavpunkt i debatten er for mig Paul Jørgensens indlæg i Kristeligt Dagblad fra den 20.12.2011, der blev bragt med den rungende titel: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren.

Pointen i Paul Jørgensens indlæg synes at være den, at hvor diktatorerne Napoleon og Hitler indgik såkaldte konkordater med den katolske kirke og dermed officielt undlod at blande sig i kirkens indre anliggender så vil kirkeministeren pålægge trossamfundene at vie homoseksuelle, hvad altså skulle være en indblanding i kirkens indre anliggender, der går ud over hvad de to nævnte diktatorer kunne finde på.

Som udgangspunkt er indlægget utroligt rodet. F.eks. synes Paul Jørgensen ikke at kunne skelne mellem folkekirken som folketinget har ret og pligt til at lovgive for – og så et selvstændigt kirkesamfund som den katolske kirke, som stater kan indgå konkordater med. Paul Jørgensen kan heller ikke dokumentere, at kirkeministeren skulle søge, at pålægge de andre trossamfund at vie homoseksuelle, men sådan en lille detalje skal tydeligvis ikke ødelægge hvad han tror er en super pointe.

Paul Jørgensens pointe om de gode diktatorer og den onde kirkeminister halter imidlertid også grundlæggende set fordi de gode diktatorer nu ikke var så gode alligevel. Mht. konkordatet mellem Napoleon og den katolske kirke så gav denne aftale den franske regering retten til at nominere de katolske biskopper. Er det ikke at blande sig i kirkens indre anliggender? Og henvisningen til Hitler er endnu mere grotesk.

Konkordatet mellem Nazityskland og Vatikanet var den første internationale aftale som naziregimet indgik. Den katolske kirke gav hermed det nye styre sin anerkendelse og bidrog til at det blev gjort stuerent. Konkordatet med Hitler hører med til de mange skampletter der præger den katolske kirkes håndtering af nazismen. Imidlertid var Hitler lige så lidt villig til at holde konkordatet som den katolske kirke var ivrig for at få et godt forhold til Nazityskland. Hitler brød konkordatet i og med, at han begyndte at føre en forfølgelsespolitik rettet mod den katolske kirke. Den indbefattede tvangslukning af klostre, tvangssammenlægning af de katolske ungdomsorganisationer med Hitler Jugend og efterhånden også fængslinger af de katolske præster, der på den ene eller anden måde var regimet ubekvemt. I dag roser den katolske kirke sig gerne af sine mange martyrer fra Hitlertiden, men det har Paul Jørgensen øjensynligt ikke hørt om. Eller måske mener han, at sådanne tiltag enten ikke er en indblanding i kirkens indre anliggender eller i hvert fald er at foretrække frem for at skulle blive stillet overfor valget mellem homovielser og tab af retten til at foretage vielser på statens vegne?

Mht. vielser og Hitler så bør man i øvrigt heller ikke glemme Nüremberglovene, der bl.a. forbød ægteskaber mellem personer af såkaldt arisk og ikke-arisk blod. Denne nazilov må i høj grad have påvirket de kristne kirkes forvaltning af ægteskabet under Hitlertiden. I denne forbindelse er det i øvrigt værd at bemærke, at ingen kristen kirke protesterede over Nüremberglovene, hvad der jo er interessant nu når Paul Jørgensen lægger op til at trossamfundene om nødvendigt skal gå til domstolene for at få forhindret homoseksuelle vielser. Man kunne godt leve med en racistisk og antisemitisk ægteskabslovgivning – men man kan ikke leve med homoseksuelle ægteskaber…

 Kristeligt Dagblad har via Yougov fået foretaget en meningsmåling blandt hele 1005 danskere. Den viser at 38 procent, dvs. 382 personer, mener, at de anerkendte trossamfund skal tvinges til at vie homoseksuelle. Ud fra denne undersøgelse slutter man så, at fire ud af 10 danskerne ønsker et sådant indgreb. Og hermed er Fanden løs, måske ikke i Laksegade men så i blogsfæren. Få det er jo et helt uacceptabelt indgreb i religionsfriheden og et udslag af det totalitære lighedstyranni, ikke sandt?

Nuvel, det kan naturligvis være sådan, at de 382 personer, der har givet udtryk for at de ønsker, at de anerkendte trossamfund skal tvinges til at vie homoseksuelle – jeg går ud fra under trussel om at de ellers mister deres vielsesmyndighed – ikke er klare over, at de anerkendte trossamfund allerede nu har ret til at diskriminere. F.eks. kan fraskilte katolikker ikke blive viet i den katolske kirke – det samme gælder i øvrigt for katolikker, der vælger at ville gifte sig med et fraskilt medlem af folkekirken. På samme måde har mosaisk trossamfund ret til at nægte, at vie en jøde til en ikke-jøde og de anerkendte muslimske trossamfund har ret til at nægte, at vie en muslimsk kvinde til en ikke-muslimsk mand. Og de anerkendte trossamfund har i øvrigt også ret til at nægte, at ansætte kvinder som hhv. præster, imamer eller rabbinere. Når de anerkendte trossamfund altså har ret til diskriminere folk pga. deres tidligere ægtestand, deres partners religion og deres eget køn, så giver det jo ikke mening, at de ikke også skulle have ret til at diskriminere dem pga. deres seksuelle orientering.

Til gengæld så er denne her debat måske mere interessant end som så. For hvis man mener, at det vil være et overgreb på religionsfriheden, at tvinge de anerkendte trossamfund til at vie homoseksuelle, så er det vel også et overgreb på religionsfriheden, hvis man i andre sammenhænge tvinger dem til at følge de dominerende normer i samfundet? Jeg mener, er det ikke at nægte muslimer deres grundlovssikrede religionsfrihed når man f.eks. nægter et muslimsk ægtepar at lade deres muslimske børn arve i henhold til sharias arveregler? Jeg mener, hvis alle implicerede skriver under på, at de ønsker at arve efter shariareglerne, hvor sønner arver det dobbelt af døtre, med hvilken ret kan samfundet så gennemtvinge, at børnene skal arve i henhold til de danske principper om ligestilling mellem kønnene?

Et lignende problem har vi mht. imamer, der vier 16-årige piger efter muslimsk ret. Her har der jo været krav fremme om, at sådanne imamer skal fratages deres vielsesmyndighed. Men er et sådant ønske om et indgreb ikke udtryk for, at man vil tvinge trossamfundene til at anerkende en moral der hedder, at en 16 årig pige godt må være seksuelt aktiv og også godt må bo sammen med en partner – men at de ikke må sikre sig en religiøs legitimering af deres samliv? Er dette ikke reelt set et krav om at religionsfriheden skal bøje sig for samfundets normer?

Måske vi har brug for en afklaring af i hvilke sammenhænge samfundets love står over religionsfriheden og i hvilke, de står under denne? Og måske vi ikke mindst har brug for en afklaring af hvorfor det ene gælder i den ene sammenhæng men ikke i den anden?

”Jeg er en 24 årig kvinde der har et par spørgsmål angående kristendom.
jeg kunne godt tænke mig at i kunne fortælle mig hvordan du bliver et godt menneske. da jeg føler mig meget i tvivl”.

Ovenstående spørgsmål fik jeg tilsendt af www.religion.dk ‘s redaktion. Her er mit svar:

Se, faren ved at besvare et sådant spørgsmål er, at ens omgivelser jo med en vis rette vil kunne sige: ”Hvis du ved hvordan man bliver et godt menneske, hvorfor har du så ikke omsat din viden til praksis?”.

Jeg ved om mig selv, at jeg hver dag synder, at jeg hver dag svigter i forhold til Guds kald til mig om at jeg skal elske andre lige så betingelsesløst som han elsker mig. Det hører med til den kristne menneskeforståelse, at mennesket er syndigt. Ondskaben er en del af vores liv – den er lige så sikker som døden og skatterne. Derfor er det også en central kristen forestilling, at mennesket ikke kan frelse sig selv. Mennesket kan ikke blive godt og fuldkomment af egen kraft.

Forskellen mellem de store kristne trossamfund består imidlertid bl.a. i synet på hvorvidt mennesket, med Guds hjælp, kan blive fuldkomment eller om dette ikke er muligt. Den katolske kirke og den ortodokse kirke tror, at den der samarbejder med Gud kan blive fuldkommen – ikke af egen kraft men som en følge af hvad Jesus har gjort for os. Benytter man sig flittigt af sakramenterne, følger man Guds bud, beder man meget og er man generelt villig til at ofre alt – ja så vil Gud gøre en fuldkommen, gøre en til et godt menneske.

I protestantismen derimod plejer man at lægge vægt på, at den troende kristne nok er frelst af Gud men forsat er og vil forblive med at være ufuldkommen. Ikke nok så mange bønner – end ikke et klosterliv hvor man har opgivet alt for Jesus skyld – vil gøre en fuldkommen, vil gøre en til et godt menneske. Jesus har frelst os – men synden vil forblive en del af vores liv så længe vi lever her på jorden.

Personligt vil jeg sammenligne situationen med mine erfaringer med at lære. Da jeg gik på gymnasiet troede jeg, at jeg viste rigtigt meget om historie – da jeg begyndte at læse på universitetet fandt jeg hurtigt ud af, at jeg vidste meget lidt. Hvor mere jeg lærer om historie (og alle mulige andre emner) desto mere forstår jeg, at der bare er så meget som jeg ikke ved. Det kunne man jo fortvivles over, men i stedet er det min indstilling, at jeg vil lære så meget som jeg kan – glæde mig over det jeg ved, altid forsøge at lære mere – og håbe på at Gud vil lære mig alt hvad jeg mangler når han en dag kalder mig hjem til sig.

På samme måde tror jeg det er mht. at gøre hvad der er godt. Når jeg ransager min samvittighed hver aften, i forbindelse med min lille aftenbøn, så kan jeg hver dag se, at Gud har gjort noget godt i mit liv, at der er sket ting som jeg kan takke ham for. Sommetider består det gode bl.a. i, at jeg har gjort noget godt for andre. Jeg kan også se, at jeg hver dag har syndet. Hver dag har jeg fejlet og må derfor bede Gud om tilgivelse, for det som jeg kan se at jeg har gjort forkert og for det, som jeg måtte have gjort forkert uden selv at have forstået det. Jo mere man ransager sin samvittighed desto flere fejl ser man. Og det kan man fortvivles over – det ved jeg af egen bitter erfaring. Men har man tillid til Guds grænseløse kærlighed så fortvivles man ikke over sine fejl og fejltagelser. Så kan man sige ”jeg vil med Guds hjælp gøre det så godt jeg kan – det vil aldrig være godt nok – men med det mindste smil bidrager jeg til at udbrede Guds kærlighed her i verden”. Når vi så engang vil mødes med Gud i himlen vil han rense os med sin kærlighed og lære os at elske lige så betingelsesløst som han gør det.

Noget af det bemærkelsesværdige ved debatten om kirke og homoseksualitet hhv. om et kirkeligt ritual for homoseksuelle par hhv. om kirkelig vielse af homoseksuelle par er, at man lystigt bliver ved med at sige det samme. Same procedure as last year synes at være normen i disse her debatter. Det har også været grunden til at jeg har været tilbageholdene med endnu engang at kaste mig ud i debatten. Det er lidt kedeligt i længden altid at debattere det samme og opleve, at debatten ligesom står i stampe, fordi folk meget sjældent flytter sig. Hvad jeg i dag så alligevel vil skrive om er det, som jeg oplever som en manglende refleksion og ærlighed i debatten.

Grundlæggende set så savner jeg en refleksion over hvad det indebærer, at de fleste af dem der debatterer homoseksualitet og kristendom hhv. homovielser selv er heteroseksuelle. Jeg mener, hvis stort set alle dem, der debatterede kvinders rettigheder var mænd eller hvis stort set alle dem, der debatterede om sorte skulle opfattes som ligeværdige med hvide selv havde hvid hudfarve, ja mon så ikke de fleste kunne se problematikken? Debatten lider under, at den i bund og grund handler om at heteroseksuelle bedømmer homoseksuelle. Og det ligger i det at dømme, at den der dømmer altid også dømmer sig selv. Er de andres kærlighed og seksualitet lige så gudsvillet, velsignet og naturlig som min? Kan jeg opfatte min kærlighed og seksualitet som gudsvillet, velsignet og naturlig hvis de andres også er det? Når man dømmer de andre så spejler man sig i dem, man måler dem ud fra sig selv – og afgør om de er lige så gode som en selv. Gad vide hvordan mange af debattørerne ville have det hvis det var deres kærlighed og samliv, der blev dømt ”ikke god nok”?

Mht. påstanden om at homoseksuelt samliv er syndigt og går i mod Guds entydige vilje som fremgår af Bibelens ufejlbarlige ord – ja så er der for mig at se to grundlæggende problemer med den argumentation som stort set aldrig belyses:

For det første er det en argumentationsform der benægter alt det som bibelvidenskaben lige siden dens opståen i 1700-tallet har at sige om de bibelske skrifter. Det er en argumentationsform der tager udgangspunkt i en bibelforståelse som kun et meget lille mindretal af folkekirkens medlemmer deler – og som man kun kan opretholde hvis man lukker øjne, øre og sind for hvad mere end 200 års forskning har at fortælle om de bibelske skrifter. Det er en argumentation, der de facto tager udgangspunkt i at det som de teologistuderende lærer om Bibelen på de teologiske fakulteter her i landet er vranglære og at det store flertal af folkekirkens præster, der deler forskningens bibelsyn, ligeledes er falske lærere. Og hvis det virkeligt forholder sig sådan, ja så er det vel ikke homoseksuelle vielser der er problemet men snarere at stort set hele folkekirken lystigt vandrer mod helvedets afgrund?

For det andet så bygger påstanden om at Bibelen klart og entydigt skulle tage afstand fra homoseksualitet på en meget tvivlsom læsning af nogle enkelte løsrevne bibelcitater. Jeg har skrevet om sagen anden steds så jeg vil ikke gentage argumenterne her. Det er nok at sige, at jeg er dybt skuffet over, at dem der påberåber sig Bibelen i denne her sag ofte ikke synes at gøre sig den umage nøje at undersøge hvad der faktisk står i de tekster som de påberåber sig. Ikke mindst set i lyset af at dem, der påberåber sig Bibelens ”klare lære”, ikke er bange for at hævde, at man som homoseksuel skal lade sig helbrede for sin seksualitet eller leve i cølibat, hvis man ikke vil gå evindeligt fortabt, kunne man jo egentligt godt forvente, at man brugte meget tid og energi på at sikre sig, at man ikke har fejltolket de bibelske skrifter.

Så er der dem, der benægter at de er bibelfundamentalister, eller at de i øvrigt på nogen måde afviser homoseksuelle, men som alligevel insisterer på, at kirken ikke kan vie homoseksuelle eller velsigne deres parforhold. Argumentationen er her typisk noget med, at mennesket nu altså er skabt som mand og kvinde. Hvad der slår mig ved den argumentation er, at den lige præcis er klassisk fundamentalistisk, fordi man her stirer sig blind på de bibelske skabelsesberetninger samtidigt med, at man lukker øjnene for virkeligheden udenfor Bibelen. Faktum er nemlig, at der er mennesker, der fødes med mandlige kroppe og mennesker, der fødes med kvindelige kroppe – og så er der de mennesker, der fødes med kroppe som ikke er entydigt mandlige eller kvindelige. Interkønnede kalder man i dag sådanne mennesker. Ikke nok med, at man altså begår den klassiske fundamentalistiske fejl at nægte, at inddrage virkeligheden udenfor de bibelske tekster når man læser de bibelske tekster, så er der også noget mærkeligt amputeret ved det her ”vi er skabt som mand og kvinde” argument. For hvorfor skulle det forhold, at de fleste (men altså ikke alle!) mennesker er født med enten en mandlig eller en kvindelig krop betyde, at to med samme type krop ikke kan blive gift med hinanden? Se dette argument giver jo kun mening, hvis det følges op af påstanden om at det forhold, at vi skulle være skabt som mand og kvinde medfører, at Gud og naturen kræver af os, at vi lever sammen med en af det såkaldte modsatte køn. Og så er vi jo tilbage til den gamle smøre om at homoseksualitet, hvis den udleves, både er syndig (mod Guds vilje) og unaturlig. Men hvorfor siger man det så ikke – hvorfor nøjes man med at nævne første halvdel af et argument i stedet for at udvikle argumentationen helt ud så den kan give mening?

Samme problem er der med påstanden om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden. Det er jo åbenlyst et fejlagtigt argument al den stund, at ufrugtbare heteroseksuelle par problemløst kan blive gift i kirken. Når den alligevel føres til torvs er det jo nok fordi man her trækker på ideen om at homoseksualitet er synden mod naturen, en argumentation der igen trækker på den ide, at sex kun er acceptabel i Guds øjne hvis målet med de seksuelle aktiviteter er at få børn. At man ikke vil følge den argumentation helt til dørs er i øvrigt logisk nok – for så ville man være nødt til at godtage den katolske kirkes afvisning af prævention, der lige præcis bygger på den logik, at sex ikke må være kunstigt adskilt fra ”videregivelsen af liv”. Og det er jo klart, at denne her debat handler om at bedømme de homoseksuelles kærlighed og seksualitet – hvis den skulle udvides til en kritisk evaluering af den heteroseksuelle kærlighed og seksualpraksis, ja så er det jo ikke sjovt længere…

Kendetegnende ved denne her efter sigende ikke fundamentalistiske modstand mod vielser af homoseksuelle par er ikke bare, at den slet ikke giver nogen mening med mindre, at man trækker på den samme logik som den fundamentalisterne bruger, men også, at man bevist efterlader de homoseksuelle kristne i et teologisk vakuum. Vi er (måske) ikke direkte hell bound – men ikke nok med at vores kærlighed står udenfor Guds velsignelse og omsorg, så står vi selv på en eller anden måde udenfor skabelsen. Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan jeg ellers skal forstå påstanden om at jeg ikke kan være eller blive gift med kvinden i mit liv, fordi vi altså er skabt som mand og kvinde, andet end som en påstand om at jeg er og lever på en måde som ikke er i overensstemmelse med Guds plan for os mennesker.

Alt i alt handler argumentationen mod homoseksuelle ægteskaber i bund og grund om at kirken skal sige nej til de homoseksuelle par – at den skal fortælle os, at vi ikke skal tro, at vores kærlighed har positiv værdi i Guds øjne – og at vi da slet ikke skal tro, at han glæder sig over den og vil støtte og hjælpe os i vores samliv på samme måde som han gør det med de heteroseksuelle par. Forskellen er sådan set bare om man siger det åbent og ærligt eller om man end ikke er villig til at indrømme, at man på Guds vegne dømmer de homoseksuelles parforhold udenfor Guds nåde og kærlige omsorg og fradømmer dem en positiv betydning for kirken og samfundet.

I mandags blev vores lille missekat lukket ud ved ottetiden – og siden hen har vi ikke set hende. Hun er, eller var, en steriliseret hunkat og var ikke en strejfer. Indtil i mandags havde hun aldrig været væk mere end allerhøjst 5-6 timer af gangen. Så det ser sort ud for vores lille sort-hvide kat. Vi har let efter hende. Hun var øremærket så jeg har kunnet efterlyse hende i katteregisteret – og en efterlysnings plakat er blevet sat op i den lokale Minibrugs. Men reelt set er der ikke meget håb, jeg tror hun er borte for bestandigt.

Jeg må tilstå, at jeg ikke kan skrive dette uden at få tårer i øjnene. Og det er lige præcist derfor, at jeg skiver denne artikel. For hvordan kan man som et voksent menneske græde over en dum lille kat? Hvordan kan man, kristeligt set, tillade sig at sørge over tabet af et kæledyr når vi lever i en verden, hvor der hvert eneste minut dør 6000 børn af helbredelige sygdomme?

Problemet er bare, at hjerter, disse små bæster, ikke beder om lov når de vil sørge. Det har i hvert fald ikke hjulpet mig, at jeg har prøvet at overbevise mig selv om at det er barnligt, at sørge over et kæledyr, og etisk set problematisk, fordi dyr jo ikke har den samme værdi som mennesker har.

Men så igen, så hører det måske med til sorgens natur, at den gør en til barn igen, fordi den minder en om livets sårbarhed og om at man ikke har kontrol og magt over alt. Det gode ved sorgen over et kæledyr er dog, at tabet af et kært dyr ikke på samme måde skærer ind i dybden af ens eksistens som når man mister en forælder, et barn eller en partner. Selv om pattedyr som katte, hunde og heste har personlighed nok til at de ikke er identiske kopier af deres artsfælder, så kan de dog alligevel, i hvert fald delvist, erstattes med et nyt, mens en far, en søster eller en hustru ikke bare sådan kan erstattes. Mennesker er unikke i en grad, som langt overgår dyrenes individualitet, derfor har tabet af et kært menneske en helt anden dimension end tabet af et kært dyr.

Mht. etikken, ja så tror jeg på, at Gud også holder af dyrene. Ingen spurv falder til jorden uden, at han ved det. Ingen lille mis forsvinder ubemærket for ham. Jeg tror ikke, at han bebrejder os, hvis vi sørger over de kæledyr vi mister, eller at vi forud herfor elskede de små eller stor kræ. Problemet med kærlighed til kæledyr opstår først, hvis vi elsker dem på bekostning af mennesker. Kæledyr kan også være små Guds gaver til os – og vore hjerter burde være store nok til at kunne rumme kærlighed til dem såvel som til vores medmennesker.

At elske gør sommetider ondt, om det nu er et dyr eller et menneske, som man holder af. Derfor har buddhismen for så vidt ret: vil du ikke lide så skal du ikke knytte dig til nogen eller noget, så skal du ikke elske. Men man kan også vælge, at være villig til at betale kærlighedens pris, den lille for dyrene og den store for menneskerne.

Jeg tror, at jeg efter en sørge- og venteperiode vil anskaffe mig en ny kat eller to. Der er en hel del kattehjem for hjemløse katte, der savner et varmt hjem. En ny kat vil jeg også miste før eller siden, men inden da kan vi have en dejlig tid sammen. Livet går videre, og man bliver erfaringer rigere hver dag. Livet koster livet, det kan man ikke komme uden om, men kærlighed er prisen værd.

Fremtidens katolske kirke – hvordan vil den se ud? Ja, det er jo et interessant spørgsmål for dem der interesserer sig for kirke og kristendom i al almindelighed og katolsk kristendom i særdeleshed. Den anerkendte kirkejournalist John L. Allen, Jr. har skrevet en spændende bog om fremtidens katolske kirke med titlen ”The Future Church – How Ten Trends are Revolutionizing the Catholic Church”, hvor han tager ti problemfelter op. Jeg har tidligere skrevet om hans ni første fremtidsscenarier: fremtidens katolske kirke vil være domineret af den sydlige halvkugle, fremtidens katolske kirke vil være evangelikal, den muslimske udfordring, den demografiske udfordring, lægfolkets rolle vil vokse, udfordringen fra bioteknologiens fagre nye verden, udfordringen fra globaliseringen, fremtidens katolske kirke vil være grøn og udfordringen fra den multipolære verden. I dette indlæg vil jeg skrive om John L. Allens sidste fremtidsscenarie, nemlig udfordringen fra pinsekristendommen.

Som pinsekristendom kan man betegne kristendomsformer, der forbinder en udtalt bibeltroskab og konservative moralske værdier med et fokus på ”Åndens gaver” så som tungetale, profeti og helbredelser, ligesom man også lægger vægt på kampen mod dæmonerne. Kontroversiel er en udbredt tendens til at prædike fremgangsteologi eller noget der ligner, altså at insistere på, at dem der har den rette tro vil blive velsignet med materiel rigdom og et godt helbred. Kontroversiel er også visse pinsekristne menigheders såkaldte ”oneness” lære, som nedtoner forskellene mellem de tre personer i treenigheden til fordel for en insisteren på at Gud er ét åndeligt væsen.

Selvom skønnene over antallet af pinsekristne i verden er noget forskellige (mellem 150 millioner og 380 millioner) kan der ikke være nogen tvivl om, at pinsekristendommen udgør den hastigst voksende kristendomsform i verden. Især har pinsekristendommen bidt sig godt fast i den tredje verden. Derudover findes der en række såkaldte karismatiske kristne i de andre kristne trossamfund, herunder den katolske kirke, der forsøger, at forbindelse pinsekristendom med deres egen kristne tradition.

For den katolske kirke er situationen den, at pinsekristne primært i den tredje verden, fremtidens vækstområde for kristendommen, har en tendens til at gå på strandhugst blandt katolske kristne. Ikke mindst i Sydamerika er der tale om en ganske alvorlig udfordring. Et studie foretaget af CELAM (en sammenslutning af alle sydamerikanske bispekonferencer) i slutningen af 1990’erne viste, at der dagligt er 8000 sydamerikanere, der forlader den katolske kirke, de fleste til fordel for pinsekristne menigheder. Noget firkantet formuleret kan man sige, at i det globale nord bliver utilfredse katolikker sekulariserede mens de i det globale syd bliver pinsekristne.

Forklaringerne på pinsekristendommens succes, ikke mindst i forhold til den katolske kirke, er mange, her blot nogle eksempler: Økonomisk og måske sågar politisk støtte fra USA til pinsekristendommen. Mangel på katolske præster, der igen medfører mangel på pastoral omsorg for mange katolikker i den tredje verden til forskel fra et finmasket net af menigheder med et stort personligt engagement blandt medlemmerne i pinsekristendommen. At pinsekristendommens fokus på personlige religiøse erfaringer og oplevelser, dens tilbud om religiøs ekstase, tiltrækker mange mennesker som savner sådanne indslag i de højkirkelige kirkesamfund. At pinsekristendommen gerne inddrager elementer fra de lokale kulturer i den tredje verden og at man bruger meget energi på at være til stede i slumkvarterene i de hurtigt voksende storbyer. At pinsekristendommen med dens fokus på personlig moral, herunder et klart nej til alkohol, er med til at hjælpe fattige med at få styr på deres liv og hermed giver dem mulighed for social opstigning.

Den katolske kirkes reaktion på pinsekristendommen vil være, at man på den ene side vil tage kampen op og forsøge, at forsvare sin position. Teologisk afgrænsning fra dele af pinsekristendommen såsom fremgangsteologien og ”oneness” læren vil formodentlig gå hånd i hånd med et forsøg på at samarbejde med pinsekristne, når man med fordel kan bruge deres støtte i værdikampen mod f.eks. den fri abort og homoseksuelles rettigheder.

Samtidigt hermed vil den katolske kirke imidlertid også fremme den katolske karismatiske bevægelse. Man vil blive nødt til at finde et kompromis mellem den evangelikale katolicismes fokus på gudstjenester på latin med gregoriansk musik og de karismatiske katolikkers ønske om heftig rytmisk musik, helbredelsesgudstjenester og dæmonuddrivelser. Samtidigt med at den katolske kirke altså vil forsøge sig med en klarere teologisk afgrænsning til pinsekristendommen vil man prøve at katolificere dele af den.