Debatten om vielser af homoseksuelle har i de seneste dage nået nye, hidtil uanede dybder. Først brillerede tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech med en usmagelig inddragelse af dræbersnegle i debatten om vielser af homoseksuelle. Måske ville hun ligestille homoseksuelle med dræbersnegle. Eller måske hun ville give udtryk for, at dræbersnegle er mere naturlige og i overensstemmelse med Guds skabelsesorden end homoseksuelle, der vil giftes. Og måske var der tale om et usædvanlig plat forsøg på at køre på den gamle traver om at homoseksuelle par ikke kan blive gift fordi de ikke kan få børn med hinanden (hvad jo så også ville betyde at mange heteroseksuelle par måtte nægtes ægteskab) – Lavt var det i hvert fald.

Nu er det så kommet frem, at en præst fra Nordjylland har nægtet at begrave en kvinde fordi hun levede i et lesbisk parforbehold – og det med den begrundelse, at det ville være forkert af ham at begrave en lesbisk nu når han ikke vil vie homoseksuelle. Her er der ikke “bare” tale om at man griber til politiske platheder, når man øjensynligt ikke kan finde på seriøse argumenter i ens kamp mod vielser af homoseksuelle, her er der tale om en præst, der ikke blot har forbrudt sig mod den klare lovgivning om folkekirke medlemmers ret til at blive begravet i deres hjemsogn og af deres sognepræst men, hvad der er langt langt være, der er tale om en præst der i den grad har optrådt hårdhjertet og grusomt overfor den afdøde lesbiskes datter og kone. Her er der tale om en præst, der har sat kirkepolitisk taktik og højrekristen markering over sin pligt som sjælesørger indenfor folkekirken samt over næstekærlighed og almindelig menneskelig empati og anstændighed. Det virker usandsynligt, at præsten ikke har vist, at han ikke må afvise at begrave et medlem af folkekirken fordi hun levede i et lesbisk parforhold. Han har snarere regnet med, at de pårørende ville dukke sig i skam over at være lesbisk hhv. have en lesbisk mor og finde sig i hans højrekristne ”værdimarkering”. Men sådan kom det ikke til at gå. Den afdødes datter klagede nemlig til provsten. Og det har givet præsten så kolde fødder at han minsandten har bedt højtidligt om tilgivelse. Nuvel, præstens anger havde været noget mere troværdig hvis han havde fortrudt og bedt om undskyld før det kom til en klagesag. Men det ændrer ikke ved, at nogle netdebattører (se debattråden under Kristeligt Dagblads artikel) nu mener, at den afdødes datter bare har at tilgive præsten og at præstens ageren ikke må få nogle tjenestelige konsekvenser nu, da han har sagt undskyld.

Skal vi kristne ”dræbersnegle” tilgive folk som Birthe Rønn Hornbech, der viser foragt for vores følelser eller folk som præsten fra Nordjylland, som først slår til os når vi ligger ned i sorg og så, uden at skifte holdning til os i øvrigt, efterfølgende beder om undskyld?

Ja, som kristen er man kaldet til at tilgive i samme omfang som vi vil modtage tilgivelse fra Gud, vi beder jo i Fader Vor ”forlad os vor skyld som også vi forlader vores skyldnere”. Men for det første er tilgivelse et kald til ”hin enkelte”. Vi kan aldrig kræve af andre, at de skal tilgive os, især da ikke så længe de sår vi har tilføjet dem bløder. Og vi kan ikke kræve af nogen, at de skal tilgive andre, selvom vi måske selv ville have gjort det. Kravet om at vi skal tilgive er ikke et kors som vi skal lægge på andre, men i stedet et vi selv skal vandre med.

For det andet så skal tilgivelse i kristen forstand ikke forveksles med at man så slipper for straf i denne her verden for det man har forbrudt. Hvis præsten var kørt overfor rødt og havde forårsaget et trafikuheld ville en undskyldning og bøn om tilgivelse ikke have fritaget ham fra at betale skaden samt betale en bøde til samfundet for sin forseelse. Ja, hvis man oprigtigt angrer den uret man har begået så beder man ikke bare om tilgivelse, nej man tager ydmygt imod den straf som samfundet udmåler. Hvis præsten altså oprigtigt angrer hvad han har gjort så accepterer han den straf som han måtte få fra biskoppen eller kirkeministerens side af.

Som kristen er man kaldet til at møde had med kærlighed. Men da kærligheden ikke glæder sig over uretten har vi både ret og pligt til at sige fra overfor den, når vi møder den, også når den optræder i kristen forklædning.

I forbindelse med retssagen mod Breivik er den evigt gamle og evigt aktuelle debat om det onde blusset op igen. Forståelsen af hvad der er ondt, hvad ondskaben betyder og hvordan vi skal forholde os til den er et af de allermest centrale religiøse spørgsmål – der også i disse sekulariserede tider på ingen måde har mistet sin aktualitet.

Ud fra et sekulært perspektiv må man i sagens natur forklare Breiviks forbrydelse ud fra sekulære præmisser. F.eks. vil jeg hævde, at der er en klar sammenhæng mellem det indædte had til islam og muslimer, som man kan finde i radikale islamkritiske kredse, og Breiviks forbrydelse. Ligesom der i mine øjne også er en tydelig sammenhæng mellem det indædte had til jøder, som man kan finde fundamentalistiske muslimske kredse og så Toulouse morderens forbrydelse.

Tager man i stedet de kristne briller på vil sekulære forklaringer fortsat være relevante – men en forbrydelse som Breiviks vil også kunne ses som noget, der stikker dybere og peger hen på et fundamentalt eksistentielt problem, der er langt mere grundlæggende end de aktuelle versioner af hadefuld fanatisme. Breiviks forbrydelse kan ses som et udslag af det ondes eksistens, ja hærgen i vores verden. Hvordan kan man som kristen se på denne ondskab?

Ja, var en forbrydelse som Breiviks sket i Norge anno 1311 eller 1611 havde teologerne ikke været i tvivl. Breiviks forbrydelse ville være blevet tolket som udslag af Guds vilje. Breivik ville også der havde været en forbryder, men hans forbrydelse ville være blevet forklaret med at Gud ville straffe nordmændene for deres synder – eller med at han ville prøve deres tro. Breivik ville med andre ord været blevet tolket som Guds stok eller Guds pisk, der skulle tæske nordmændene til omvendelse og bod.

Et sådant monistisk syn på Gud, hvor Gud har ansvaret både for det gode og det onde, finder vi stadigvæk udbredt i jødedommen – og endnu mere i islam. I kristendommen er monismen siden oplysningstiden blevet omstridt og, i europæisk sammenhæng, rimelig upopulær. Gud har i moderne kristendom som udgangspunkt ikke ansvar for det onde. På den måde kommer Gud til at fremstå som ren kærlighed og godhed. Men prisen er, at Gud også kommer til at virke magtesløs. Hvis Gud ikke har ansvar for det onde, der sker i vores liv, hvis der ikke er en guddommelig mening med det, hvorfor forhindrer han det så ikke? Teodice problemet, altså det problem at Gud øjensynligt ikke forhindrer det onde, vokser jo mere vi distancerer os fra den straffende og testende Gud. Når Gud tillader at ondt, som han ikke ønsker sker, kan vi så regne med at han vil hjælpe os, når vi beder? Det kan vi i mine øjne ikke, vi kan kun håbe. Herrens veje er uransagelige – eller som det hedder i islam, Gud ved bedre. Vi må gøre hvad vi kan for at hjælpe hinanden og os selv – og så håbe på og med ydmyghed bede om Guds hjælp.

Men hvad så med os og det onde? Ja, Sørine Gotfredsen fik jo håret i maskinen for at skrive, at Breiviks ondskab findes i os alle. Nu er jeg alt andet end en fan af Sørine Gotfredsen, men her vil jeg nu give hende ret. Breiviks, Hitlers, Stalins og Maos ondskab findes i os alle. For som Jesus påpeger i Bjergprædikenen, så starter den store onde handling som f.eks. mord i det små. Det er de færreste, der bliver til mordere. Men hadet og grusomheden findes som frø i os alle. Enhver der har hadet har smagt på mordet, enhver som bare i et øjeblik har følt had rettet mod en hel befolkningsgruppe har smagt på massemordet. Enhver der bare en enkelt gang har kvalt sin samvittighed og lukket øjnene for et andet menneskes smerte har smagt på det der skete i Breiviks hoved da han trykkede på aftrækkeren.

Og når jeg skriver at det onde findes i os alle, så mener jeg det. Ikke bare dem, hvis religion, ideologi, meninger eller livsstil provokerer os har ondt i sig, men også dem, som vi føler et identitetsfællesskab med. Og så findes det onde ikke mindst i os selv. Også i mig.

Det er nemt at spejle sig i Breiviks ondskab og nå frem til den konklusion, at man heldigvis er et godt menneske. Især da hvis man hører til dem, der politisk og ideologisk befinder sig meget langt væk fra ham. At se i øjnene at det man tror på også kan bruges til ondt, og at man selv kan blive og alt for ofte også er et redskab for det ondes vækst i vores verden, er knapt så behageligt. Og det er værre endnu: vil man forbedre verden findes der ikke noget bedre sted at starte med end en selv.

Jeg kan se at Jens-André Herbener har reageret på min kritik af hans misbrug af religionsvidenskaben i hans helt personlige kampagne mod kristendommen. NB. Bemærk at der er problemer med at åbne politikkens link til blogindlæg for tiden. Sjovt nok har jeg imidlertid kunnet læse indlægget på min iPhone.

Bevares, Jens-André Herbener nævner mig dog ikke med navn , og han hævder at dem, der kritiserer hans kristendoms kritik opfører dig som smæk fornærmede skolepiger (sexistiske udtryk er i Jens-André Herbeners univers øjensynligt helt legitime) og i øvrigt er hensynsløse i deres egen kritik af islam. Det er ikke beskyldninger, der passer på mig. Men det er beskyldninger, der siger en hel del om hvordan han konstruerer dem , der ikke er enige i hans kritik. Det står rimeligt klart, at Jens-André Herbener ikke kan forestille sig legitime indvendinger mod hans kristendomskritik.

Jens-André Herbener skriver, at hans debatindlæg er lige præcist det (om end man øjensynligt er et skidt menneske, hvis man er uenig med ham). Men i næste åndedrag påberåber han sig så alligevel sin religionsfaglighed. Hvori det religionsfaglige i hans kristendomskritik så består får vi imidlertid ikke at vide. Dog tager Jens-André Herbener sig tid til at skrive lidt om religionsvidenskaben. Han fremhæver, at religionsvidenskaben ser religioner som menneskeskabte fænomener og dermed kan ses som en kritik af de enkelte religioners selvforståelse. Og det er da ganske rigtigt. Men det betyder ikke, at det er religionsvidenskabens opgave at påvise, at enkelte eller alle religioner er usande. Spørgsmålet om Sandheden kan videnskaben ikke besvare, det vi i religionsvidenskaben arbejder med er det utal af sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben er som alle senmoderne humanistiske videnskaber relativistisk. Man anerkender eksistensen af den mangfoldighed af indbyrdes modstridende sandhedsforståelser som vi kan finde i fortid og nutid. Religionsvidenskaben påviser mangfoldigheden frem for at kæmpe for at én sandhedsforståelse skal herske over alle de andre. Derfor undrer det mig, at Jens-André Herbener skriver, at religionsvidenskaben kan påvise, at religionernes skabelsesmyter ikke er sande. Det kræver ikke en religionsvidenskabelig uddannelse at kunne se at religionernes myter, herunder deres evt. skabelsesmyter, ikke er i overensstemmelse med det naturvidenskabelige paradigme. Men derfor kan f.eks. myten om Ymer jo godt være sand for en asatroende. Religionsvidenskabens opgave er ikke at definere f.eks. asatroende som nogle intellektuelle båtnakker, fordi de tror på nogle myter, men i stedet prøve at finde ud af hvordan man i fortid og nutid har tolket disse myter og hvilke årsager der ligger bag disse tolkninger.

Men det er da godt at se at Jens-André Herbener indrømmer, at videnskabsfolk aldrig kan være 100 procent objektive, for dermed distancerer han sig jo fra den hardcore positivisme han ellers har kørt på i forbindelse med sin salgskampagne for sin såkaldte videnskabelige bibeloversættelse.

Hvad Jens-André Herbener ikke har villet forholde sig til er min kritik af hans forsimplende omgang med kristendommens kanoniske skrifter og hans essentialistiske kristendomsforståelse. Den typiske religionsfagligt baserede kritik af islamkritikken i Danmark er ellers en kritik af den forsimplende islamforståelse, hvor man går ud fra at der kun findes én rigtig fortolkning af Koranens vers, denne er altid den værst tænkelige og den må vi antage at alle muslimer deler. Som religionsfagligt uddannede må vi  insistere på, at der findes et utal af tolkninger af Koranen, af Sharia etc. indenfor islam og det både i fortid og i nutid. Religionsforskningens opgave er at vise hvor mangfoldig den muslimske virkelighed er. Dette skal vi ikke gøre for at være politisk korrekte men fordi det faktisk er den virkelighed vi opdager, når vi først begynder at forske i islam.

Det er imidlertid ikke bare mht. islam, at forsimplende fortolkninger af de kanoniske skrifter  og forsimplende gengivelser af den måde religionen kan leves og tros på er uholdbare. Nej, religionernes indre mangfoldighed er en virkelighed vi møder når vi studerer alle religioner. Derfor må antiessentialismen også gælde for det religionsvidenskabelige arbejde med kristendommen. For indenfor religionsvidenskaben bruger vi de samme analyseredskaber og teorier uanset hvilken religion det er som arbejder med.

Jens-André Herbener har naturligvis lov til at kaste de religionsvidenskabelige grundprincipper overbord, når han kaster sig over kristendommen. Det ville imidlertid klæde ham, hvis han så også ville vedstå at det er det han gør i stedet for at klæde sig i religionsvidenskabelige påfugle fjer nu når han hellere vil optræde som en krage.

Lige for tiden lægger Politiken både blog- og sideplads til religionshistorikeren Jens André Herbeners personlige kampagne mod den kristne religion. F.eks. påstår han i et blogindlæg, at Kristus har været farligere end Muhammed. Begrundelsen for denne påstand er, at kristne i tidens løb har smadret utallige templer og helligdomme hhv. lukket dem og transformeret dem til kirker. Det er jo i øvrigt rigtigt nok, men det samme kan nu siges om muslimer. Muhammed forestod jo f.eks. i henhold til den muslimske historieskrivning højst personligt tilintetgørelsen af gudebillederne i Kabaen og dennes omdannelse fra et polyteistisk tempel til islams vigtigste helligdom. Det kniber altså noget med den historiske nøjagtighed i det som Herbener skriver.

Mere generelt så er problemet med Herbeners debatindlæg ikke, at han tydeligvis ikke bryder sig om kristendommen eller at han forsøger at være en omvendt Lars Hedegaard når han sammenligner kristendommen og islam. I et land, hvor man med henvisning til ytringsfriheden giver islamhadende debattører næsten frie tøjler må der naturligvis også være vide rammer for dem, der hader kristendommen.

Nej, problemet er, at Herbener smykker sig med sin religionsvidenskabelige titel og arbejdsfelt, når han kommer med sine helt personlige udfald mod kristendommen. Dermed giver han den ikke religionsvidenskabeligt trænede læser det indtryk, at hans debatindlæg bygger på en religionsvidenskabelig indfaldsvinkel til kristendommen. Sådan forholder det sig imidlertid ikke.

Religionsvidenskab handler ikke om at forsvare religioner, være det nu f.eks. kristendom, islam eller scientology. Religionsvidenskab handler heller ikke om at føre en intellektuel krig mod religioner, herunder kristendommen. Og religionsvidenskab handler slet ikke om at fremhæve en religion som bedre eller dårligere end de andre. Nej, religionsvidenskab handler om at forklare religioner i fortid og nutid vha. de religionsfaglige analysemodeller som vi finder indenfor f.eks. religionshistorien, religionsfænomenologien og religionssociologien. En professionel religionsforsker forarges og vredes ikke over de religiøse forestillinger som hun arbejder med. Hun kommer ikke med stærkt subjektive udsagn så som at mange ikke ville være medlemmer af folkekirken, hvis de kendte til de uhyrligheder som man kan finde i Bibelen og kirkens historie, sådan som Herbener skriver i sit føromtalte blogindlæg.  At forklare folks religionstilhørsforhold med deres manglende indsigt i deres egen religion (ud fra den logik at folk da ikke virkelig kan tro på noget sådant hvis de vidste, hvad det handler om) er religionsfaglig uprofessionalisme så det basker. At forklare religion på den måde er simpelthen mangel på evne til at sætte sig ind i andre trosforestillinger en ens egen, og kan man ikke det kan man ikke bedrive religionsvidenskab.

Et andet væsentligt problem med Herbeners debatindlæg er, at han forfalder til essentialisme, og det er ellers no go i en senmoderne religionsfaglig sammenhæng. Han lægger f.eks. i denne artikel kraftigt op til at kristendommens kanoniske skrifter kun kan tolkes på én mulig måde, nemlig hans egen meget negativt ladede. Alt andet er i hans øjne bortforklaringer. Men at kanoniske tekster (eller andre tekster for den sags skyld) kun har én rigtig tolkning og alle andre tolkninger er forkerte, er et klart religiøst standpunkt til en tekst. Det er ikke religionsvidenskabens opgave at tage parti i de ofte heftige stridigheder, der kan være internt i en religion hhv. mellem religioner om bestemte udvalgte passager i de kanoniske skrifters rette tolkning. I stedet er det religionsvidenskabspersonens opgave at kunne skildre og forklare de forskellige tolkninger i fortid og nutid. At skildre kristendommen, islam eller nogen som helst anden religion som en ensartet størrelse over tid og rum er noget, som man bør overlade til religionsapologeterne hhv. religionshaderne. Sådant har intet med religionsvidenskab at gøre.

Herbener har som sagt lov til at udbrede sin foragt for kristendommen. Det ville dog klæde ham gevaldigt hvis han fik understreget, at hans kampagne mod kristendommen ikke er udtryk for en religionsvidenskabelig vurdering af kristendommen. Og det ville også være smukt, hvis Herbener var villig til at vedstå, at han er lige så subjektiv i sit syn på kristendommen som de teologer han i den grad foragter. Ikke at vedstå sig sin egen subjektivitet er uforenelig med den postmoderne humanistiske forskning som religionsvidenskaben hører ind under.

Det har skabt en vis opmærksomhed at Vatikanet har besluttet at gribe ind overfor den største konference for kvindelige ordenssamfunds ledere i USA. Årsagen er utilfredshed med denne konferences teologiske profil, der i konservative katolske kredse gælder for at være nærmest ulidelig progressiv. Men Vatikanet har i flere år haft et kritisk fokus på det kvindelige ordensliv i USA. Og det er sådan set også oplagt nok når man ser på de nøgne tal. I 1965 var der således 185000 nonner i USA. I år 2000 var tallet faldet til 103560 og af dem var næsten 60 % mere end 70 år gamle. Faktisk var antallet af nonner i USA, der var yngre end 50 år, nede på 6000!

Men det er nu ikke kun i USA, at der er problemer. Under Pave Johannes Paul II’s pontifikat faldt antallet af katolske munke og nonner i hele verden med 25 %. I mellem 2005 og 2006 faldt deres antal med hele 10 %. Men det er typisk i den vestlige verden, at det katolske ordensliv er i krise mens mange ordenssamfund blomstrer i den tredje verden.

Der kan ikke være nogen tvivl om at der er et tidsmæssigt sammenhæng mellem det drastiske fald i antallet af katolske munke og nonner i den vestlige verden og Det Andet Vatikankoncil. Om der er en årsagsmæssig sammenhæng er derimod noget mere omstridt.

I 1950’erne og starten af 1960’erne boomede ordenslivet som aldrig før. Men dette boom var ikke uden problemer. F.eks. skyldtes boomet delvist, at en del ordenssamfund var ukritiske mht. hvem de optog, der var om jeg så må sige mere fokus på kvantitet end på kvalitet. Mange ordenssamfund fik hhv. havde en markant ung profil – og dermed også mange munke og nonner, der aldersmæssigt ville være åbne for det ungdomsoprør som rullede ind over den vestlige verden i 1968. Dermed var grunden lagt for en del af de problemer, som kom til at præge det katolske ordensliv i tiden efter Det Andet Vatikankoncil.

Det andet Vatikankoncil satte sig for at reformere det katolske ordensliv. Der kan i mine øjne ikke herske nogen tvivl om, at en vis grad af reform var nødvendig. Et klassisk eksempel er f.eks. at mange kvindelige ordenssamfund pålagde deres medlemmer at gå med ordensdragter som passede dårligt sammen med de arbejdsopgaver de havde så som f.eks. sygepleje. Problemet var derfor ikke, at der ikke var brug for reform men, som med de andre af koncilets reformer, ting gik for stærkt og der var gennem slutningen af 1960’erne og det meste af 1970’erne rum for lige lovlig megen eksperimentering, der skabte usikkerhed og uro. Ofte var det nye og unge medlemmer af ordenssamfundene, der pressede på for meget omfattende reformer mens de ældre var mere usikre. Og når tingene ikke gik hurtigt nok valgte mange af de unge at pakke deres kufferter.

Især blandt de kvindelige ordener, som hovedsageligt arbejdede med sygepleje og undervisning, skete der i de vestlige lande en voldsom forandring. Det andet Vatikankoncils megen fokus på at kirken skulle engagerede sig for og med de fattige blev ofte forstået som at man skulle ophøre med at drive skoler for overklassen og i stedet begive sig ud i slumkvartererne for at møde de fattige. Man ville ikke længere bo i store ordenshuse men i stedet i små fællesskaber med måske kun 2-3 søstre. Og for at komme de fattige i møde skulle man ikke bære ordensdragt men i stedet almindeligt tøj.

Tanken var sådan set smuk nok. Men den indebar imidlertid mange problemer. Når et ordenssamfund droppede sine traditionelle opgaver som især undervisning mistede den dermed også kontakten til potentielle nye medlemmer. De undervisende ordener havde nemlig typisk rekrutteret nye medlemmer via deres skoler og gymnasier. De meget små ordensfællesskaber gjorde det vanskeligt eller direkte umuligt at havde et regelmæssigt fælles bønsliv, højtidelig timebøn var helt udelukket. Og dermed blev den spirituelle dimension af ordenslivet undermineret. Og når nonnerne og munkene smed ordensdragten gjorde de sig ikke bare usynlige, nej de mistede også den klare identitetsmarkør, som ordensdragten er.

Mere grundlæggende set var Det Andet Vatikankoncil præget af en bestræbelse på at fremhæve lægfolkets kald, værdighed og betydning. Dermed brød man med den katolske tradition med rødder helt tilbage til oldkirken som lagde vægt på, at livet som munk eller nonne er et mere helligt liv end livet som lægperson, i særdeleshed gift lægperson. Når livet som munk eller nonne ikke længere var det bedre valg hvorfor så vælge det i det hele taget, især når der blev åbnet op for at flere og flere opgaver indenfor den katolske kirke kunne varetages af lægfolk?

I den forstand kan man godt give Det andet Vatikankoncil et medansvar for at antallet af mænd og kvinder, der valgte at blive munk eller nonne, faldt drastisk efter koncilet – og at antallet af munke og nonner, der forlod ordenslivet, steg lige så drastisk.

Men det ville ikke være fair at give Det andet Vatikankoncil hele skylden for miseren. Ordenslivet blomstrer jo som sagt i Den tredje verden også, ja faktisk især i tiden efter koncilet. I stedet må man også se på de generelle økonomiske og sociale forandringer som præger den vestlige verden siden slutningen af 1960’erne. Den generelle velstandsstigning har f.eks. medført, at også arbejderklassen og den lavere middelklasse har fået nemmere adgang til højere uddannelser. Hvor det at blive præst, munk eller nonne i 1950’erne stadigvæk kunne være den eneste realistiske mulighed for at få en god uddannelse for mangen en ung katolsk mand eller kvinde, så har de i dag mange andre muligheder. Og den drastiske vækst i offentlige stillinger f.eks. indenfor sygepleje og undervisning har også medført, at de kan regne med at få et godt job bagefter. Den voksende materialisme og individualisme gør det heller ikke ligefrem lettere for ordenssamfundene at rekruttere nye medlemmer i den vestlige verden.

Nu er det som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men jeg vil alligevel vove den prognose, at ganske mange ordenssamfund, især dem der har eller havde fokus på undervisning og sygepleje, vil forsvinde fra den vestlige verden i løbet af de næste ti år. Mange af dem er nu definitivt på den forkerte siden af the tipping point hvad deres aldersmæssige sammensætning angår. Ordensfællesskaber hvor gennemsnitsalderen er 70 eller derover har ikke nogen realistisk overlevelseschance.

Fremtidens katolske kirke i vesten vil have markant færre munke og nonner end for en generation siden. De ordenssamfund der vil være vil have en markant konservativ profil og de vil have fokus på bøn frem for f.eks. undervisning og sygepleje. Det er nemlig førstnævnte type af ordenssamfund som i dag klarer sig godt. Men de klarer sig ikke så godt at de kan kompensere for de tab som de andre ordenssamfund oplever. Det katolske ordensliv vil ikke forsvinde, men det vil blive til en sjældenhed.

Et indlæg her på Eftertanke.dk rammer på mange måder plet i forhold til debatten om vielser af homoseksuelle par. Det er skrevet af adventist præsten Lars Dorland, der forsøger at argumentere mod homoægteskabet vha. en længere lovprisning af det heteroseksuelle ægteskab, forstået på den rette “bibelske” måde. Indlægget afrundes med følgende påstand: ”Jeg er ikke imod homoseksuelle vielser, fordi jeg har noget negativt syn på homoseksuelle, men fordi jeg har et positivt syn på ægteskabet”. Men i et lidt over et halvt år ældre indlæg, hvor Lars Dorland også argumenterer mod homoægteskabet, skriver han bl.a., at han ikke lægger skjul på, at han opfatter homoseksuel adfærd som moralsk forkert, at mennesker ikke bør være homoseksuelle og at homoseksuel sex altid vil være forkert.

Jeg er temmelig sikker på, at hr. og fru Danmark, adspurgt til hvad der ligger i påstanden om at man ikke har noget negativ syn på homoseksuelle, vil svare noget i retning af at man mener, at det er helt ok at leve som homoseksuel og at udsagn som Lars Dorlands er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle. Udsagn som hans er ganske enkelt ikke udtryk for et positivt syn på homoseksuelle. De er i stedet klart og oplagt negative.

Men hvad kan så være grunden til at Lars Dorland nu pludselig vil sælge sin modstand mod homoægteskabet med påstanden om at den ikke er udtryk for et negativ syn på homoseksuelle? Ja, han kan være inspireret af den lutherske frikirke præst Magnus Sørensen, som i de senere måneder har forfattet en række indlæg mod det kønsneutrale ægteskab, hvor han har forsøgt sig med en ikke-religiøs argumentation. Og denne indfaldsvinkel synes at have fået en positiv bevågenhed blandt homoægteskabsmodstanderne. Hvad ingen af disse imidlertid har forholdt sig til er, at Magnus Sørensen i et indlæg i efteråret 2011, der kan være tænkt som en introduktion til hans kampagne mod det kønsneutrale ægteskab, forklarer sin strategi. Han skriver her bl.a.: ”Problemet er nok også her som i fosterdrabsspørgsmålet, at kirkens folk frem for at gå ind i en debat om den naturlige lov har været med til at marginalisere sig selv ved at gøre det til et religiøst spørgsmål. Men både spørgsmålet om kønsneutrale “ægteskaber” og spørgsmålet om fosterdrab er spørgsmål, hvor modstanden ikke behøver begrundes med Biblen, men alene kan begrundes ud fra den naturlige åbenbaring, som den naturlige lov er. Desværre er det nok for sent. Når Danmark har indført kønsneutrale ægteskaber og samtidig lader læger slå de mest hjælpeløse og beskyttelseskrævende børn ihjel, er den naturlige lov for alvor trådt under fode. Gud straffede Sodoma og Gomorra med timelige straffe for deres unaturlige seksualliv. Gud straffede også kanaanæerne for deres børneofringer. Man må frygte, at Gud også vil tugte Danmark, som i den grad gør oprør mod Guds naturlige lov. Det er kun et spørgsmål om tid. Og man må håbe, at det fører til omvendelse.”

Målet er altså at nå ud til bredere kredse end de højrekristne. For at opnå dette, er det strategisk klogt ,at skjule den religiøst betingede afstandstagen til homoseksuelle bag en påtaget ikke-religiøs facade. At motiverne imidlertid er er en overordentligt negativ indstilling til homoseksuelle, der beror på religiøse forestillinger, afsløres ved Magnus Sørensens påstand om at Danmark vil blive ramt af Guds straf i form af naturkatastrofer eller noget lignende, hvis homoægteskabet indføres (og abort ikke snart bliver genkriminaliseret).

Behovet for at dække over de reale motiver til ens modstand mod homoægteskabet er jo også oplagt. Det store flertal af den danske befolkning har nemlig en negativ indstilling til dem, der har en negativ indstilling til homoseksuelle. At denne er religiøst betinget gælder ikke som en undskyldning, snarere tvært imod. Vil man altså gøre sig håb om succes, og vil man undgå, at marginalisere sig selv lige så meget, som man selv vil marginalisere homoseksuelle, gør man klogt i at skjule de virkelige motiver til ens modstand mod homoægteskabet.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg har meget svært ved at se hvordan en afvisning af homoægteskabet kan forenes med et positivt syn på homoseksuelle. Det er jo værd at bemærke, at dem der nu er fremme i skoene mht. at sige nej til homoægteskabet typisk også var markante modstandere af et velsignelsesritual for homoseksuelle par dengang det var det, som debatten handlede om. Nu anser jeg påstanden om at vielser af homoseksuelle par gør det forskellige ens, for slet ikke at tale om udsagn som at der er tale om et angreb på sproget, ja på selveste virkeligheden, der er led i et totalitært projekt eller at homoægteskabet er et angreb på børns rettigheder, som åbenlyst forkerte. Men at et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle par skulle være noget sådant må da være åbenlyst forkert for de allerfleste, også for dem, der måske står tøvende i denne her sag. Alligevel var den typiske modstander af homoægteskabet altså også modstander af et autoriseret folkekirkeligt velsignelsesritual for homoseksuelle, i hvert fald indtil det som var ”værre”, nemlig homoægteskabet, dukkede op på banen. Lige meget om man så dengang som nu, siger nej til homoseksuelle par fordi man mener, at homoseksuelt samliv er en synd, eller om man begrunder det med alt det smukke som det heteroseksuelle ægteskab er, og det homoseksuelle parforhold, det er jo den implicitte eller eksplicitte påstand, ikke kan være, så er der tale om et negativt syn på homoseksuelle. Forskellen er udelukkende graden af negativitet.

Skulle modstanderne af homoægteskabet være troværdige, når de påstår, at deres modstand mod homoægteskabet ikke bunder i et negativt syn på homoseksuelle, skulle de begynde at udtrykke sig klart og entydigt positivt om homoseksuelle parforhold, ikke bare i forhold til den enkelte homoseksuelle men også i teologisk og samfundsmæssig forstand. Så skulle de med andre ord påpege de mange gode ting ved homoseksuelles parforhold og påvise, hvordan disse gode ting forsvinder eller bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig. Samtidigt med at de skulle tage afstand fra alle de negative udsagn om homoseksuelle, der er i omløb i denne her debat. Kan eller vil man ikke det, skulle man i stedet vælge at være ærlig mht. sit negative syn på homoseksuelle. For kan man ikke begrunde sin modstand med noget positivt ved det homoseksuelle parforhold, der bliver truet hvis homoseksuelle får lov til at gifte sig, så må det jo skyldes, at man bygger sin modstand mod homoægteskabet på en forestilling om at der er noget negativt forbundet med det homoseksuelle parforhold. Og gør man det, så har man selvfølgelig et negativt syn på homoseksuelle.

Jeg har deltaget i en debat om Dan Rittos blogindlæg “Løgnen om Palæstina“. Men enten har han blokeret mig eller også driller teknologien gevaldigt. Efter talrige forsøg har jeg i hvert fald opgivet, at poste dette indlæg på hans blog så i stedet bringer jeg det her:

Dan:

Hvis det er et udtryk for manglende historisk indsigt, for en socialistisk overbevisning og direkte løgnagtighed at gå ind for oprettelsen af en palæstinensisk stat så mangler den katolske kirke historisk indsigt, så er den socialistisk og direkte løgnagtig. Eller også er sagen mere kompliceret end som så.

Problemet med dit spørgsmål er at det bygger på den præmis at kun dem, der tidligere har haft en stat og hvis etniske identitet kan føres langt tilbage i tiden har ret til en stat. Det er rigtigt, at man næppe kan tale om en palæstinensisk identitet i tiden før etableringen af det britiske mandatsstyre i det som fik navnet Palæstina. Men man kan næppe ej heller tale om særskilt libanesisk, syrisk eller jordansk identitet før disse områder ligeledes kom under hhv. fransk og britisk kontrol. Betyder det, at Israel frit kan besætte disse områder og indlemme dem i et Storisrael?

 Spørgsmålet er vel også om oprettelsen af en palæstinensisk stat vil medføre staten Israels undergang. Jeg tror godt at staten Israel vil kunne beskytte sig mod en sådan stat – muren har jo allerede vist sin virkning og vil også have den i forhold til en regulær stat. Noget andet er så om en palæstinensisk stat vil være levedygtig. Noget troværdigt, for slet ikke at tale om tillidsvækkende lederskab har man jo indtil videre ikke formået at finde frem til.

Socialkonstruktivisme spiller en væsentlig rolle indenfor moderne samfundsfaglig og humanistisk forskning. Uden for universitetsverdenen hører man imidlertid ikke så meget om socialkonstruktivisme og hvis, så bliver denne samfundsteori ofte fremstillet som en teori der befinder sig et eller andet sted i spektret mellem det åbenlyst latterlige og det seriøst samfundsskadelige.

Men hvad går socialkonstruktivismen ud på? Grundlæggende set går socialkonstruktivismen ud på at de samfund, som vi mennesker lever i, er blevet frembragt af mennesker. F.eks. er den demokratiske styreform som vi har her i Danmark i henhold til socialkonstruktivismen ikke dikteret af Gud. Demokratiet er heller ikke noget, som skyldes biologiske forhold. Demokrati som ide og som praksis er derimod noget som mennesker har frembragt. Og som et produkt af menneskers tanker, tale og handling er demokratiet foranderligt. Demokrati var for 100 år siden ikke det samme i Danmark som det er i dag, og hvis vi har demokrati i Danmark om 100 år vil det helt sikkert også være anderledes end i dag. Socialkonstruktivisme handler nemlig i høj grad også om at ting forandrer sig over tid.

Nuvel, at demokrati er et menneskeskabt fænomen er måske ikke så forfærdeligt kontroversielt. Socialkonstruktivismens påstand om at også forhold så som etnicitet, kønsroller og seksualitet er sociale konstruktioner møder derimod ofte heftig modstand. For det er en udbredt antagelse, at sådant er biologisk betinget.

Socialkonstruktivismen afviser denne påstand med henvisning til at f.eks. kønsroller og kønsforståelse afviger entydigt mellem forskellige kulturer og at de lige så sikkert kan siges at have skiftet over tid. Hos mange naturfolk har man opereret med mere end to køn. Ideen om at der kun er to køn, et forhold som ethvert barn kan se, passer altså ikke hvis vi først begynder at se på andre kulturer. På samme måde kan det påvises, at synet på køn også har udviklet sig over tid. I antikken, i middelalderen og i renæssancen var antagelsen den, at der faktisk kun findes ét køn, nemlig mandens. Kvindens køn var en ringere version af mandens og det både i fysisk og psykisk forstand. Man tænkte altså køn i kategorierne primær = manden og sekundær = kvinden. Siden slutningen af 1700-tallet slog en anden kønsforståelse igennem, den som vi stadigvæk finder i dag. Den går ud på at mænd og kvinder er hinandens polære modsætninger. Kvinden er ikke længere en ringere version end manden, hun er i stedets hans totale modsætning.

Nogen vil så sikkert indvende at vi da ikke kan se bort fra de biologiske realiteter. Her vil det socialkonstruktivistiske svar være, at selvfølgelig findes den biologiske virkelighed, vi har bare ikke nogen tolkningsfri tilgang til den. Hvis vi f.eks. ser på et fænomen som døden, så kan man jo med rette sige, at det en realitet som vi ikke kan ”snakke os ud af”, da den ubestrideligt er en del af virkeligheden. Dertil vil det socialkonstruktivistiske svar være, at døden i høj grad er en social konstruktion i den forstand, at der f.eks. er ganske mange forskellige tolkninger af døden. Er døden f.eks. slut, prut og enden på det hele eller er døden en dør ind til et andet, måske bedre liv end det vi har i dag? Betyder det forhold, at vi skal dø, at vi indtil da skal se at få nydt livet eller betyder det, at vi skal forberede os på det liv, der skulle komme efter døden? Nuvel, vil nogen sige, men det ændrer da ikke ved at døden er en biologisk realitet. Dertil må svaret ud fra en socialkonstruktivistisk indfaldsvinkel være, at jo, men hvilken biologisk realitet skal vi tage udgangspunkt i? F.eks. blev det for efterhånden nogen år siden vedtaget, at man i Danmark gælder for at være død når ens hjernefunktion er ophørt, det såkaldte hjernedødskriterium. Indtil da havde det såkaldte hjertedødskriterium været det gældende, altså den regel at man først er død når ens hjertefunktion er endegyldigt ophørt. Hvilken biologisk realitet som vi tager udgangspunkt i når vi skal afgøre om nogen er død er altså en norm fastsat af samfundet og ikke af naturen.

Betyder socialkonstruktivisme så at vi bare kan ændre alt? Hertil er svaret at ja, vi kan ændre f.eks. vores dødsopfattelse, vores kønsopfattelse og lignende. Det er ikke biologien, der bestemmer hvordan vi ser på os selv, det er vores syn på os selv, der bestemmer vores syn på biologien. Men i praksis er forandringer en mere kompliceret proces fordi vi som samfundsskabte individer lige præcist er betinget af det samfund, som vi er vokset op i og som vi lever i. Når jeg har dansk som modersmål og ikke behersker noget sprog så godt som dansk så er det ikke et resultat af min biologi. Mine gener betinger at jeg er født med evnen til at lære sprog, at det blev dansk og ikke fransk som blev mit modersmål er alene et produkt af at jeg voksede op i en dansksproget familie. Men jeg vil aldrig kunne opnå modersmålskompetence i kinesisk. Det vindue blev lukket allerede da jeg var i førskolealderen.

Der er altså noget, der er givet i vores liv og som vi ikke kan ændre, eller i hvert fald ikke helt ændre. Samfundet skaber os, men da vi også skaber samfundet bidrager vi også til at ændre på den verden som præger os.

Når man skal forstå den kamp som diverse repræsentanter for den religiøse og politiske højrefløj lige for tiden fører mod homoægteskabet er det en god ide, at se på de grundforestillinger som motiverer deres kamp og som danner fundamentet for deres argumentation.

Efter min vurdering er den ideologiske forudsætning for kampen mod homoægteskabet den såkaldte heteronormativitet. Med heteronormativitet menes den antagelse, at den rigtige seksualitet er den heteroseksuelle. Ideen er, at heteroseksualiteten er den naturlige, sunde, samfundsgavnlige og gudsvelsignede seksualitet. Heteronormativiteten opretholdes på forskellige måder. En måde er at usynliggøre positive alternativer til den heteroseksuelle livsstil. Det gøres f.eks. ved at medierne, reklamerne, populær musikken etc. kun eller næsten kun viser heteroseksuelle og deres kærlighed.

Heteronormativiteten bliver imidlertid også i høj grad opretholdt vha. forskellige former for sociale og juridiske tvangsmekanismer, i disse tilfælde kan man tale om tvangsheteroseksualitet. Tilråb og vold rettet mod homoseksuelle, der viser deres seksualitet i det offentlige rum, er en måde at presse folk til at leve heteroseksuelt. En anden måde, at presse folk væk fra livet som homoseksuel, er at bruge landets lovgivning til at fastslå, at samfundet kun kan anerkende den heteroseksuelle kærlighed.

Tvangsheteroseksualitetens virkemidler er afhængige af hvor stærk heteronormativiteten er i et samfund. Mest effektiv er tvangsheteroseksualiteten naturligvis hvis sex mellem to af samme køn er en strafbar handling. Er det ikke længere muligt at opretholde en sådan lovgivning så vil heteronormativitetens forkæmpere have fokus rettet mod at forhindre, at homoseksuelle bliver beskyttet af antidiskriminationslovgivningen (f.eks. med henvisning til at en sådan beskyttelse er et angreb på religionsfriheden) ligesom man vil kæmpe for, at homoseksuelle parforhold nægtes de juridiske og økonomiske rettigheder som heteroseksuelle ægtepar har. Mister tvangsheteorseksualiteten også disse redskaber vil dens forkæmpere forsøge, at forhindre statslig lovliggørelse hhv. anerkendelse af homoseksuelt forældreskab. Mister heteronormativiteten også denne bastion vil den sidste kampplads på det statslige område være en kamp mod at homoseksuelle skal få lov til at gifte sig.

Kampen mod homoægteskabet er altså kampen for at det stadigvæk skal koste noget, at være homoseksuel. Den pris homoseksuelle skal betale for at være anderledes er i de seneste år faldet hurtigt. Men er man styret af en heteronormativ tankegang er det vigtigt at fastholde, at det skal koste noget, at være anderledes. Er det ikke længere holdbart at kræve, at det skal koste frihed, job eller bolig at være homoseksuel og kan man ikke længere forhindre, at staten accepterer de homoseksuelle familier, så vil man insistere på at de homoseksuelle i det mindste skal betale den pris at staten ikke anerkender deres parforhold som ægteskab. Hvis staten ikke længere gør forskel på heteroseksuelle og homoseksuelle par så mister heteronormativiteten sin statslige støtte.

Ægteskabet bliver ikke ødelagt af at homoseksuelle par kan blive gift. Men ægteskabsinstitutionens funktion som samfundets belønning for heteroseksualitet bliver ganske rigtigt ødelagt. De heteroseksuelt gifte par mister ikke en eneste af de juridiske og økonomiske rettigheder som der nu er forbundet med ægteskabet ved at homoseksuelle også kan gifte sig. Men de mister ganske rigtigt det privilegium at det kun er deres parforhold, der får samfundets fulde anerkendelse. Samfundet bryder selvfølgelig ikke sammen, hvis homoseksuelle kan gifte sig – men det er rigtigt, at homoægteskabet vil medføre tvangsheteroseksualitetens sammenbrud.

Se, mange mærkelige argumenter er i spil når modstanderne af det såkaldte kønsneutrale ægteskab først kommer i gang. (“Kønsneutralt” er i øvrigt et udtryk som jeg ikke er særlig glad for, da det ofte misforståes. I praksis handler den kommende lovændring om at homoseksuelle par skal kunne gifte sig på lige fod med heteroseksuelle par og at de skal kunne kalde deres ægteskab for lige præcist dette og ikke skal påduttes andre klinisk virkende betegnelser som f.eks. “registreret partnerskab”.)

Et argument er f.eks. at ægteskab handler om at få børn hvis opvækst og opdragelse samfundet så skal sikre rammerne for vha. ægteskabslovgivningen. Der er bare den gevaldige hage ved dette argument, at 70-årige Hanne problemløst kan blive gift med sit livs kærlighed, den 50-årige Hans. Selvom deres parforhold af ganske naturlige årsager er infertilt, og selvom dette forhold er åbenlyst for enhver, kan de indgå ægteskab. Et pars evne eller vilje til at få børn er altså uden betydning for dets muligheder for at indgå ægteskab. Var evnen og viljen til at få børn forudsætningen for at indgå ægteskab ville det jo også være oplagt, at vente med at lade et par gifte sig til det faktisk havde fået mindst et barn. Et homoseksuelt pars manglende evne til i biologisk forstand at få børn med hinanden er derfor ikke nogen holdbar begrundelse for at nægte dem ægteskab. Tænk hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis manglende fertilitet blev brugt som en begrundelse for at nægte et heteroseksuelt par ægteskab! Samtidigt hermed nægter samfundet i øvrigt en fertil mand at gifte sig med tre fertile kvinder. Hvis fertilitet altså er forudsætningen for ægteskab så måtte samfundet også tillade polygame ægteskaber.

Bemærkelsesværdigt er det jo også, at man hævder, at det homoseksuelle parforhold er mangelfuldt eller direkte forkert fordi homoseksuelle par ikke kan få børn med hinanden. Når et homoseksuelt par imidlertid så vha. kunstig befrugtning eller adoption får børn, så beskyldes parret for at være egoistik, læs forkert. At talrige undersøgelser så viser, at homoseksuelle pars børn klarer sig lige så godt som heteroseksuelle pars overser man gerne. Der er jo ingen grund til at lade et godt antihomoseksuelt argument blive undermineret af fakta. Hvad det homoseksuelle par end gør, så skal det fremstilles som forkert. Målet er klart nok: Homoseksuelle parforhold skal stemples som uønskede.

”Fertilitetsargumentet” kan, ligesom alle andre argumenter jeg har set mod homoægteskabet”, koges ned til at man mener, at det homoseksuelle parforhold ikke har samme værdi for samfundet som det heteroseksuelle. Kampen mod homoægteskabet er derfor også en kamp mod samfundets helhjertede accept af homoseksuelle.